Bestyrelsens beretning til AaUUGs generalforsamling d. 17. maj 2005 Aarhus Unix User Group har oplevet en del aktivitet siden sidste generalforsamling. Foreningens medlemstal er stigende, om end ikke så hastigt som tidligere, og foreningen havde 547 medlemmer ved seneste opgørelse (17. april 2005). Foreningen har samtidig oplevet en betragtelig forøgelse i antallet af foredrag og møder. I løbet af året har foreningens aktiviteter været koncentreret omkring 4 arrangementstyper: 1. Foredrag 2. Hyggemøder 3. LinuxForum 4. Autonome initiativer Foreningen har i løbet af året arrangeret 10 foredrag, der spændte over en bred vifte af emner lige fra håndtering af spam til typesetting med LaTeX. Medlemstilslutningen til foreningens foredrag har været støt stigende i løbet af året og enkelte foredrag havde op imod 80 fremmødte. Der blev også i årets løb afholdt 4 hyggemøder, hvor foreningens medlemmer fik lejlighed til at møde hinanden under afslappede forhold. Aarhus Unix User Group var repræsenteret til LinuxForum 2005 hvor repræsentanter kunne findes på foreningens brugergruppestand. Bemandingen af foreningens stand gav bestyrelsens repræsentanter rig mulighed for at møde de af foreningens medlemmer der var til stede på konferencen og gav samtidig bestyrelsen mulighed for at knytte andre kontakter der kan være til gavn i fremtidigt bestyrelsesarbejde. I løbet af året kunne bestyrelsen med glæde konstatere visse autonome initiativer spire på foreningens postlister. Her nævnes specielt "Hjemme hos..."-arrangementerne, der blev arrangeret af foreningens medlemmer uden at bestyrelsen havde noget med det at gøre. Vi vil gerne opfordre foreningens medlemmer til også i fremtiden at udvise initiativ hvis de får en idé til et arrangement. Det er i løbet af året lykkedes at skabe nye kontakter, både hvad angår lokaler og sponsorater. Vi er ikke længere på samme måde begrænset til at holde vores foredrag på Amtscentret for Undervisning, men har også afholdt flere af vores aktiviteter på Aarhus Universitet og ved PROSA. Det større udbud af lokaler gør at foreningen nu har langt større frihed når foredrag skal placeres, og at vi forhåbentlig kan undgå nogle af de pladsproblemer vi tidligere har oplevet. Vi har samtidig haft flere villige sponsorer i løbet af året, og vi er i bestyrelsen meget taknemmelige for de midler de har stillet til rådighed for foreningen. Uden dem havde vi ikke haft mulighed for at dække de udgifter vores foredragsholdere har haft i forbindelse med deres foredrag, og det har derfor givet os mulighed for at tiltrække foredragsholdere vi ellers ikke havde kunnet få til Århus. Bestyrelsen satte sig ved sin tiltræden som mål at øge gennemsigtigheden i bestyrelsesarbejdet så foreningens medlemmer kunne følge med i bestyrelsens arbejde. Den målsætning udmøntede sig i at der i året løb blev udsendt et referat efter hvert bestyrelsesmøde. Referaterne blev udsendt via foreningens announce-liste og var derfor frit tilgængelige for alle. Den praksis medførte i årets løb flere gange at der indløb tilbagemeldinger fra foreningens medlemmer, noget vi i bestyrelsen har været taknemmelige for. På vegne af bestyrelsen Morten Aaboe Jensen Formand, Aarhus Unix User Group $Id: gf-20050517-bestyrelsens-beretning.txt 119 2006-06-17 12:30:00Z brix $