[Forum] Ny Linux-brugergruppe startet i Østjylland

From: Martin Willemoes Hansen <mwh@sysrq.dk>
Date: Fri May 06 2005 - 09:18:11 CEST

Ny Linux-brugergruppe startet i Østjylland!
===========================================

Fredag d. 6. maj 2005

Førend i dag var der i Danmark Linux-brugergrupper i Nordjylland, Midt- og Vestjylland,
Sønderjylland, Fyn, Bornholm, Færøerne og Sjælland; men ikke i Østjylland.

Ifølge "The Linux Counter"[1] er der på verdensplan ca. 29 millioner brugere af Linux.
I Danmark har 2326 registreret sig og deraf 159 bare i Århus. De 29 mio. brugere er et
estimat[2], da man ikke kan forvente at alle har registreret sig, så det reelle antal
brugere vil alt andet lige være meget højere. Hvis man går ud fra at 5% af
Linux-brugerne i Århus har ladet sig registrere vil det svare til at der er 3180
brugere af Linux bare i Århus

Denne relativt store gruppe af Linux-brugere i Østjylland har i dag fået deres egen
forening, Danmarks niende Linux-brugergruppe, Østjyllands Linux-brugergruppe.

"Der manglede simpelthen et fællesskab i Østjylland med fokus på Linux." udtaler
Martin Willemoes Hansen formanden for bruger-gruppen. "Vi søger at oprette dette
fællesskab for Linux-brugere samt at udbredde Linux i Østjylland. Jeg har brugt
Linux siden 1996 og bruger det både privat og i min virksomhed. Linux er det
operativsystem som jeg bedst kan lide og Linux-miljøet er meget spændende."

"Da jeg flyttede til Århus i 2001, var jeg lige skiftet over til at bruge RedHat
Linux." siger Henning C. Nielsen bestyrelsesmedlem i bruger-gruppen. "Jeg savnede
ligesindede jeg kunne dele min interesse med, men den LUG, der på daværende
tidspunkt var i Århus, var død. Derfor havde jeg kun mine studiekammerater på
Datalogisk Institut at dele interessen med. De brugte heldigvis også Linux-systemer."

"Med denne brugergruppe håber jeg vi kan skabe et vidensnetværk, som alle kan bruge:
nybegyndere, øvede brugere, virksomheder, politikere og advokater m.fl. Kort sagt
alle der har tid og lyst."

"Mine forestillinger er, at vi kan skabe flere projekter baseret på åben kildetekst,
eksempelvis politisk engagement i åben kildetekst, software-patenter og
åbne standarder."

ØJLUG's første arrangement[3] bliver "Debat om ØJLUG og workshop om
fejlrapportering (bughunting)" den 21. maj kl. 16 på PROSA's kontor i
Århus C, Møllegade 9-13.

Brugergruppen er for alle Linux-brugere, -entusiaster og -interesserede i hele
Østjylland og det er gratis at blive medlem, lær mere om Østjyllands
Linux-brugergruppe på hjemmesiden www.øjlug.dk.

Foreningen er bl.a. sponsoreret af Foreningen Fri Software[3] og
it-fagforeningen PROSA[5]

Presseforespørgsler sendes til presse@oejlug.dk

[1] http://counter.li.org

[2] http://counter.li.org/estimates.php

[3] http://oejlug.dk/adict/future.html

[4] http://www.fri-software.dk/

[5] http://prosa.dk/

-- 
Martin Willemoes Hansen
Formand for Østjyllands Linux-brugergruppe
Received on Fri May 6 09:18:14 2005

This archive was generated by hypermail 2.1.8 : Tue Jul 19 2005 - 16:06:26 CEST