[Announce] Foredrag om CAcert.org

From: Marie Lund <marie@aauug.dk>
Date: Sat Apr 02 2005 - 11:23:29 CEST

Aarhus Unix User Group inviterer alle medlemmer og andre interesserede
til foredrag om CAcert.org ved Benny Kjærgaard og Kristen Nielsen.
Arrangementet er sponsoreret af pil.dk og Prosa.

Tid: Fredag 8. april 2005 kl. 19-22

Sted: PROSA
        Kantinen
        Møllegade 9-13
        8000 Århus C

Benny Kjærgaard og Kristen Nielsen, CAcert-assurandører, fortæller om og
og viser, hvordan du selv kommer igang med CAcert.org-certifikater.

CAcert.org er et græsrodsnøglecenter for digitale signaturer, hvor
medlemmer kan genere egne certifikater signeret med CAcert.org's
rod-nøgle, med gyldighed afhængig af deres medlemsstatus.

Medlemmers status afhænger af troværdighedsniveauet af deres identitet.

Identitetens troværdighedsniveau afgøres af hvor mange andre troværdige
personer der har sagt god for medlemmets identitet ved forevisning af
gyldig national legitimation. I Danmark kan dette være pas, kørekort,
militær-ID eller offentligt ungdoms-ID.

CAcert.org kan bruges til at generere certifikater til e-mail og
web-browsere og SSL-certifikater til f.eks. webservere.

Aftenen vil indeholde en gennemgang af CAcert.org-systemet og en
demonstration af installationen og brugen af CAcert.org-certifikater i
e-mail, i browsere og på Apache-serveren. Efterfølgende vil der imod
forevisning af 2 af følgende typer billed-ID: kørekort, pas, ungdoms-ID
eller militær-ID - være mulighed for at optjene troværdighed på sin
identitet over for CAcert.org.

Hvis du vil benytte dig af dette sidste, skal du i forvejen tilmelde dig
på CAcert.org's hjemmeside under "tilmeld eller join"-linket. Anvend dit
pas' eller kørekorts nummer som ID. Herefter udskriver du 3-5
eksemplarer af formularen http://www.cacert.org/docs/CAP-Super.pdf, som
du udfylder og medbringer sammen med dine nationale billedlegitimations-
dokumenter.

HUSK at medbringe pas, kørekort, militær-ID eller ungdoms-ID, hvis du
ønsker at starte på at opbygge troværdig identifikation over for
CAcert.org-nøglecentret.

Der vil være flere personer til stede, som kan foretage verifikationen
af dokumenterne og tildele troværdighed til din CAcert.org-
identifikation.

Hvis du bare vil høre foredraget og ikke vil have din identitet
verificeret, er tilmelding er ikke nødvendig. Men skriv alligevel gerne
til marie@aauug.dk, så vi kan have en fornemmelse af, hvor mange der
kommer, og planlægge derefter.

Se evt. allerede Kristens slides på
http://www.krn.dk/cacert
Received on Sat Apr 2 11:23:50 2005

This archive was generated by hypermail 2.1.8 : Tue Jul 19 2005 - 16:06:44 CEST